Philippe Claudel : Parfums
Anmeldelse af Philippe Claudels nye værk
Philippe Claudel har i 2012 udgivet et værk "Parfums", der hverken er en erindringsbog eller en roman, men en fortegnelse eller liste over dufte (parfums), som han har forbundet med en række oplevelser og ting i sit liv. Han giver sin egen liste, men mener også, at den må have noget universelt, for enhver af os, kan jo lave vores inventarliste.
Det får én til at tænke på Proust og hans Madeleinekage, for Claudels dufte løfter ham ud af tiden. Bogen er ikke kronologisk men med 63 små kapitler der er ordnet alfabetisk efter deres titel. Nogle eksempler: Ail, Cannabis, Coiffeur, Église, Piscine, Pull-Over, Vieillesse.
Philippe Claudel er født i en lille landsby i Lorraine og gennem bogen føres vi ofte tilbage til barndommens dufte, der kan være alt fra møddingen til bedstemorens pandekager, ungdommen med cannabis og sexe féminin og den modnere alder med Réveil og Poisson.
Det er en smuk og velskrevet gennemgang af dufte der kan kædes sammen til et helt liv. Claudel er meget opmærksom på de små ting med den store betydning, og vi får gennem bogen et godt indblik i livet på landet og mange af de ting, der nu er forsvundet, mens duftene varer.
Kan stærkt anbefales at læse. Der er en del af kapitlerne, der i uddrag kunne være egnet til at indgå i temalæsning. Sproget, der er en udsøgt nydelse at læse, er dog ofte litterært og fyldt med billedsprog. Vedlagt et kapitel fra bogen.
Konkret om bogen
Titel: Parfums
Forlag: Stock, 2012