Célia Houdart: Med dæmpet stemme - Fransklisten

Forlaget Etcetera udgiver nu den anden roman af Célia Houdart på dansk. I 2013 stiftede vi bekendtskab med Carrara , og det er en fornøjelse, at vi nu igen kan læse en roman af den spændende og talentfulde forfatter. Bogens franske titel er Gil, men i den danske udgave har oversætteren Sofie Vestergaard Jørgensen valgt titlen Med dæmpet stemme, og det er et godt valg, der siger meget mere om bogen end blot et navn.

Bogens hovedperson er Gil de Andrade, en ung pianiststuderende, der i starten af bogen bor hos sin far Jorge i landsbyen Thomery syd for Paris. Hans mor Lucile er patient på en psykiatrisk klinik. Vi følger denne Gil i et langt forløb fra den tidlige ungdom til hans karrieres højdepunkter og turneer verden rundt. Specielt hans liv under studierne og de første skridt mod en karriere (kap. 1-56) er skrevet med en stor nerve og intensitet, der fader lidt ud mod slutningen, men genoptages i de sidste kapitler (kap. 69-72), hvor den nu 42-årige Gil får skabt en sammenhæng i et liv, der har været levet på flere niveauer og i flere skikkelser.

Célia Houdard skriver fortsat i en minimalistisk stil, der her er præget af en umiddelbar musikalitet, og har valgt at skildre Gil i korte kapitler på 2-3 sider, men med en en evne til gennem en helt minutiøs beskrivelse at give os et sikkert indblik i hovedpersonens væsen, fremtræden og karakter. Gil er en sky og lukket person, bange for omverdenen, men musikken åbner noget for ham og åbner også ham.  Denne kortfattethed brydes undertiden af lange passager af undervisningstimer først hos Marguerite Meyer, der underviser ham i at spille klaver, senere hos sanglærere efter at Gil har skiftet studie. Han er nemlig i besiddelse af en usædvanlig stemme, der betager hans tilhørere. Disse skildringer af undervisningstimerne er ramt lige på kornet, og man føler næsten, at man er til stede som et skjult øje og øre.

Man er ikke i tvivl om Houdarts store indsigt i musikkens og operaens verden, selv om de værker og komponister hun nævner er opdigtede. Men hun magter også at beskrive stemmen som et musikinstrument, der rummer ikke blot luft, stemmebånd, teknik, men også en sjæl. Som en af Gils lærere siger: "Gå hjem og lyt til tonen i slutningen af optagelsen ... som De vil kunne høre, forlader Deres krop skuden indimellem ... Hav tillid til stemmen ... mere end til lyden." På et tidspunkt under en prøve tager stemmen magten fra ham, og han føler, at han svæver over noderne som et spøgelse. Pludselig bliver han dog trukket ned ved fødderne og falder. Dette chok må han arbejde med i nogle månederne, hvor han nærmest opgiver sin karriere. Han bliver dog hjulpet på fode igen, men der er nogle mærkelige oplevelser f.eks. at nogen banker hårdt på hans dør om natten, at én eller anden har rettet en projektør på ham, én bestemt person synes at forfølge ham, en række ting der giver bogen et lag af mystik. Er det hans egen indbildning, er det tegn på nogle fortrængninger eller er det måske et forsøg på at skildre, hvad savnet af moderen betyder for ham? Disse spørgsmål må jeg overlade til andre læsere at tolke på, men spændende er det!

Igen ros til forlaget for at have givet os denne roman og stor ros til Sofie Vestergaard Jørgensen som forlægger og oversætter.

Jens Peder Weibrecht

Callas, 8. september 2016