Véronique Ovaldé: Fugleliv
Véronique Ovaldé: FUGLELIV
Roman – Forlaget Etcetera
Roman, 288 s.
Oversat fra fransk af Lars Bonnevie
Udkommer 14. november 2014
Forfatteren Véronique Ovaldé debuterede i 2000 og har siden skrevet en del romaner. Hun er blevet fulgt med spænding, og hun har endda været på nomineringslisten til Prix Goncourt i 2011 for denne roman.
Forlaget skal have ros for at have iklædt romanen et lækkert design, det er en rar bog at holde i hånden, og den kan sagtens være i en stor lomme. Trykt med behagelig og særdeles læsbar skrift.
Dette gode indtryk forstærkes af bogens opdeling i mange kapitler, der ofte har sjove overskrifter, så her kommer forfatteren/fortælleren ind. Vi præsenteres i første kapitel for en mærkelig "forbrydelse", som består i, at nogen har beboet et hus, mens ejerne var væk. Der er ikke blevet stjålet noget, og Vida, der er gift med den rige forretningsmand Gustavo, har gjort alt rent, så det er svært for betjenten Taibo at finde spor. Historien kompliceres yderligere ved, at parret ikke fortæller noget om deres datter Paloma, der er forsvundet med gartneren Adolfo.
Det er stort set disse personer, som bogen handler om, og vi følger dem i bogens tre dele. Det hele foregår i et mystisk Sydamerika, der er beskrevet som et eventyrland med godt og ondt. Der er en handling. der spiller alle personerne op mod hinanden, og en slutning, der ikke skal røbes her.
Personskildringen har tendenser til at give os en række karikaturer, den forkælde pige, den følelseskolde kapitalist, den ubekymrede husmor etc., men heldigvis skal vi nok læse bogen på et mere metafysisk plan. For det første er millionærvillaen ved at slå revner, Vida er vendt tilbage til sin fødeby og genset de fattige kår, hun kommer fra. Paloma har brudt sine sociale bånd den modsatte vej og er flygtet med den fattige Adolfo. Bogens centrale temaer er de overordnede emner som forældre-børn, mand - kvinde, mand-kone, materiel rigdom - åndelig fattigdom og endelig på næsten alle niveauer: bruddet.
Fugleliv vil sige, at man kan rive sig løs, komme ud af de snærende sociale og andre bånd og flyve som Paloma (duen). Vida er i starten tom (vide), men får senere tag om sit eget liv (vie).
Osvaldé forstår at fortælle en historie, og med de ofte lange passager, der skifter med korte, præcise let satiriske hug, får vi en levende, lyrisk stil. Det er en sand fornøjelse at læse denne lette poesi, der ofte blandes med humor og let satire.
Stor ros til oversætteren Lars Bonnevie, der med bravour fører os gennem de mange stillag i et flydende og spraglet dansk.
Callas, november 2014
Jens Peder Weibrecht