Marie-Hélène Lafon: Kilderne
Bøger > Boganmeldelser
Oversættelse: François-Eric Grodin
100 sider
Pris: 200 kr
Etcetera-forlag.dk
Marie-Hélène Lafon har længe været en af de forfattere, hvis bøger jeg absolut skal læse, så det er derfor glædeligt, at Forlaget Etcetera udgiver endnu en af hendes bøger på dansk. Bogen blev udgivet i Frankrig i 2023, så det er hurtig ekspedition til dansk. Bravo!
1974 er året, hvor vi hører ægtemandens oplevelser. Han betaler for de to døtres studier, passer gården, men har svært ved at lægge fortiden bag sig. Har problemer med at se sig selv i øjnene. Er ikke så skyldsbevidst, men forsøger at glemme gennem det hårde arbejde på gården.
2021. En af døtrene er på gården, der nu skal sælges, da faderen er død. Hvorfor er hun vendt tilbage og hvordan former fremtiden sig?
Det er en vidunderlig lille bog, der fortæller om nogle almindelige skæbner, der lever i en barsk, men også skøn natur. Personerne har arvet familiens mønstre fra for længe siden, men er tiden nu ikke kommet til at bryde dem op?
Marie-Hélène Lafons måde at fortælle om disse skæbner er indlevet og indgående, og denne roman giver os et nyt kapitel i et fremragende forfatterskab.
Læs hende!
Det er en lille roman på 100 sider, men trods de få sider er det en roman, der er mættet til bristepunkten. Intet overflødigt og alt har en betydning.
Bogen falder i tre dele med hvert sit årstal: 1967, 1974 og 2021 og fortæller om et forlist ægteskab og tre børn, der søger deres ophav eller rettere kilder, forstået på flere plan.
1967 er året, hvor kvinden er 30 år, hun har tre børn født med ca et års mellemrum med tre kejsersnit. Hun er på mange måder slidt op, har taget meget på og kan slet ikke se sig selv mere som den unge pige hun var, da ægteskabet blev indgået. Bogen foregår i Cantal i et ret isoleret højland. De har sammen købt en pæn stor gård, men pligterne er for mange med tre små børn og en ægtemand der er voldelig, modbydelig og diktatorisk. Kvinden tvinges til at føje manden på alle måder, hendes eget liv er forsvindende lille. Hun skriver lister for at huske alt. Manden spørger ikke om hendes mening. Hun må finde ud af at komme ud af det. Men hvordan?
1974 er året, hvor vi hører ægtemandens oplevelser. Han betaler for de to døtres studier, passer gården, men har svært ved at lægge fortiden bag sig. Har problemer med at se sig selv i øjnene. Er ikke så skyldsbevidst, men forsøger at glemme gennem det hårde arbejde på gården.
2021. En af døtrene er på gården, der nu skal sælges, da faderen er død. Hvorfor er hun vendt tilbage og hvordan former fremtiden sig?
Marie-Hélène Lafon skriver præcist og enkelt, hun går lige til sagen, uden krumspring eller dikkedarer. På den måde ligner hun sin fødeegn le Cantal. Man mærker jorden, bitter og frugtbar på samme tid, oprigtig og hård, uden patos eller storslået tale.
Marie-Hélène Lafons måde at fortælle om disse skæbner er indlevet og indgående, og denne roman giver os et nyt kapitel i et fremragende forfatterskab.
Læs hende!
Jens Peder Weibrecht
Hals, 2. oktober 2025