Abdellah Taïa: Den der fortjener at blive elsket - Fransklisten

Aller au contenu

Abdellah Taïa: Den der fortjener at blive elsket

Bøger > Boganmeldelser



Udkommer 13. juli 2018
Oversat af Simon Hartling
116 sider
Vejl. udsalgspris: 198,- kr
Forlaget Arvids
http://www.forlagetarvids.dk/
Forlaget Arvids udsender den fjerde bog af Abdellah Faïa "Den der fortjener at blive elsket". Det er dejligt, at man nu kan følge en væsentlig del af hans forfatterskab på dansk. De tidligere titler er "Englene fra Frelsens Hær" (2015), "Arabisk Vemod" (2016) og "Et sted at dø" (2016). I hans nye bog, der udkom i Frankrig i 2017 under titlen Celui qui est digne d'être aimé, kan vi følge en række af de problemstillinger, der er er behandlet i de forrige bøger, men nu set med en større modenhed.

Hovedpersonen i bogen Ahmed er 40 år, og der er grund til at tro, at indholdet er skrevet med en række selvbiografiske træk fra Abdellah Faïas eget liv. Bogen er bygget op omkring fire breve:
1. Ahmeds brev til sin afdøde mor Malika (august 2015)
2. Vincents brev til Ahmed (efter et kort hektisk forhold) (juli 2010)
3. Ahmeds afskedsbrev til Emmanuel efter en lang tid sammen, hvor Emmenuel har ført ham fra fattigdom i Marokko til uddannelse og kultur i Frankrig (juli 2005)
4. Fiktivt brev fra barndomsvennen Lahbib  (maj 1990)

De fire breve afslører væsentlige træk i Ahmeds liv, og hvis man vendte rækkefølgen om, kunne det have været en form for udviklingsroman, men hvor en udviklingsroman ofte ender i et positivt lys efter en hård kamp, oplever vi det modsatte her, når vi læser brevet til moderen. Det er fyldt med had og anklager. Moderen, Malika, døde i 2010 og i beskrivelsen af hende fornemmer vi hendes strenghed og despotiske magt i familien. Faderen Hamid bliver nærmest betragtet som Malikas kone. Han forguder hende og gør aldrig oprør. Malika forguder til gengæld Ahmeds storebror Slimane, og da hun var gravid og troede, at det var endnu en pige som nummer 7 i rækken, ville hun slå fostret ihjel.
Ahmeds had mod moderen er tvetydigt, for han ser også op til hende: "Jeg beundrer dig mor. Du forstod at være tro mod dine principper. Grusomheden som spillets og verdens grundregel." (p. 15) Ahmed ville gerne være svag som faderen, men har nu erkendt at han ligner moderen: "Men jeg er kold og kompromisløs som dig. Snu, udspekuleret og indimellem frygtindgydende. I skriget, i magten, i beherskelsen. Nøjagtig som dig... Du har programmeret mig. Du har gjort mig til den maskine, jeg er i dag."

Det er en bitter erkendelse, efter han siden sin ungdom har forsøgt at frigøre sig. Han følte endda en stor glæde ved at kunne forføre, manipulere og forlade kærester og venner, som han havde lyst til. Det var hans magt, hans magt alene. Men nu føler han, at det er moderens programmering af ham, der har gjort ham til det, som han er nu. Forgæves spørger han nu i brevet, hvorfor det var ham og ikke de andre søskende hun valgte? Var det fordi han var homoseksuel? Et konkret svar kan han selvfølgelig ikke få, men han beskriver, hvorledes hans søstre tager magten i familien efter moderens død. Storebroren Slimane er som faderen, svag og manipulerbar. men han var Ahmeds store forbillede. Den frigørelse og frihed som han troede han skulle finde i Frankrig, tror han ikke mere på. "Jeg er fyrre år. Jeg er gammel, færdig og udtørret, allerede." (p. 34) - "Et hårdt hjerte. Som dit, mor. Jeg er homoseksuel, og jeg fungerer ligesom dig. ... Fysisk ligner jeg dem mere og mere, disse aldrende arabiske homoer." (p. 34)

Brevet ender med at råb til moderen om at tage ham i hånden, for han har ikke længere lyst til at leve.

Brev nummer to viser os hans liv i den periode, der ligger før. Hans ubarmhjertighed og grusomhed, men også hans umiddelbare følelser og seksualitet. I det tredje brev får vi hans udvikling fra Marokko, hvor Emmanuel tager sig af ham både materielt og kulturelt i en sådan grad, at han mister sin arabiske identitet for at få en fransk. Det sidste brev ligger langt tilbage, men er måske nøglen til den følelse af opgivelse og uforløst kærlighed, som Ahmed udtrykker i det første brev til moderen. Barndomsvennen Lahbib fortæller om, at han bliver ydmyget af en velstående franskmand Gérard i Marokko, der har holdt ham som sin kæreste. Nu er Lahbib, hvis navn betyder noget med kærlighed, blevet smidt ud, for han er ved at blive for gammel (17 år!) til Gérard. Selv om Lahbib faktisk elsker Gérard, kan han nu se, hvordan han er blevet udnyttet, ydmyget, været en slave og blevet smidt bort som et brugt stykke legetøj. Han vælger at kaste sig i floden. Ahmed der var to år yngre end Lahbib, forstod det ikke, men nu hvor han er 40 år, er det ved at gå op for ham, hvordan han er blevet misbrugt og har misbrugt sit liv. Han skulle måske have hørt på Lahbibs advarsel.

Det er en meget kort, men meget stærk bog med kraftige angreb på neokolonialismen. Den viser manglen på en reel integration, og hvordan det ender med opløsning af identitet. Desuden bygger den videre på de problestillinger, som vi har mødt før i forfatterskabet.

Absolut på højde med de tidligere omtalte bøger og giver flere brikker til forståelsen af nogle skæbner, som forsøger at skabe sig et nyt liv i det forjættende Europa.


Jens Peder Weibrecht
Hals, 22. juli 2018
Retourner au contenu