Bo Wahl: Alexandritten
Bøger > Boganmeldelser
Forlaget Danish Fairytales
Udgivelsesdato 3. marts 2016
Bo Wahl har med Alexandritten skrevet en velvoksen roman på mere end 500 sider.
Bogen er bygget op med en Ouverture, Bog I Paris og Bog II Provence. Lidt underligt er der kun en Første del i Bog I, mens Bog II består af syv dele. Den sidste del har fået den flotte franske titel Épiloque, og den foregår i Italien. Det forekommer som en lidt forvirrende opdeling. Undertiden er der en overskrift til kapitlerne, meget ofte et stednavn (Paris, London, Antibes etc), så man i det mindste på de geografiske plan kan følge lidt med.
I virkeligheden kunne Bo Wahl godt have skrevet det ud i en to-tre romaner, men har valgt at holde mange sideløbende historie samlet under nogle få hovedpersoners skæbne. Det der til gengæld er fælles for dem, er ikke en fælles historie, men en violin eller rettere to violiner: en Guarneri del Gesù-violin og en nøjagtig kopi af denne. Der er mulighed for mange forvekslinger, kan man nok sige. Ikke underligt at bogen starter med en Ouverture.
Skulle nogen undre sig over den lidt mærkelige titel på bogen, kan jeg oplyse, at en alexandrit er en ædelsten, der i specielle forhold kan skifte farve fra grøn til rød, men det vil I i øvrigt blive præsenteret for i bogen.
Bogen udspilles midt i finanskrisen, hvor nogle lånte penge for at få større indtjening på diverse projekter, og en af hovedpersonerne Elisabeth Lieberkind, en kendt violinist, der via en fond har fået stillet den berømte violin til sin rådighed, er ét af ofrene. I Paris følger vi hendes forsøg på at få betalt sin gæld og hendes forhold til Pierre Passot, der sælger antikviteter. Han var oprindelig violinbygger, men har på grund af en historie om en drukneulykke forladt Italien og droppet sit egentlige arbejde. Han kender dog Elisabeth og vil stadigvæk gerne hjælpe hende med eftersyn af violinen. De er også lidt kærester, og hun føler tryghed hos ham i sin store fortvivlelse over sin store gæld.
Det er især disse to personernes skæbnen, der bliver skildret i Paris-delen, hvor vi føres rundt i det centrale Paris og virkelig fornemmer en rigtig pariserstemning, som Bo Wahl er fin til at skildre. Der bliver afsløret meget om franskmænd og deres livsstil og holdninger. Dejlig læsning!
I Provence-bogen forlader vi parret fra Paris, men følger nu Bernard Grand, der er formueforvalter i London, og som også har taget sig af Elisabeths tidligere formue. På den måde knyttes de to bøger sammen. Der er også et par andre personer som er værd at nævne: en russisk oligark, der er ude efter violinen, og som vil betale hvad som helst for den. Og en finsk dommer ved EU-domstolen, Jutta Agneta Heikkinen. Det bliver rigtig internationalt!
Jeg vil ikke afsløre noget om de dramatiske forviklinger, men vi får alt fra gadebørn fra Sofia, indviklede pengetransaktioner, bygningssvindel, korrupt fransk retsvæsen, men også en dejlig kærlighedshistorie. Hvad mere kan hjertet begære?
Også i Provence-delen er Frankrig og franskmænd er stor del af handlingen, for her skildres den livsstil, der er typisk for det særligt sydfranske sat over for det snobbede miljø, som f.eks. de stenrige russere udgør.
Personerne er ofte skildret lidt som typer snarere end individer. Og det er ikke svært at skelne de gode fra de onde, men det er skrevet med en god pen, der i højt tempo fører os gennem en indviklet intrige. Der er afsnit med dejlige skildringer af byer og landskaber, samt mange morsomme episoder og gode replikskifter.
Der er ingen tvivl om, at det er en kender, der føres os rundt især i Frankrig, men også med smut til London, Luxemborg og Cremona mm., så rammerne for historien er nærmest mere betagende end indholdet. Men samlet, her er en god bog, som man kan tilbringe mange fornøjelig timer med.
Jens Peder Weibrecht
Callas 24/2-2016