Véronique Ovaldé: Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt
Bøger > Boganmeldelser
Oversat fra fransk af François-Eric Grodin
Roman 348 sider - 269, - kr.
ISBN: 978-87-93316-16-4
Forlaget Etcetera
Slagtehusgade 32B
1715 København V
+45 27 39 82 10
mail@etcetera-forlag.dk
www.etcetera-forlag.dk
Udgivelsesdato: 29.5. 2018
Det er med stor fornøjelse at kunne omtale endnu en bog af Véronique Ovaldé oversat til dansk, da hun er en af de nye store forfattere i Frankrig. Hendes første bog på dansk "Fugleliv", har vi tidligere anmeldt.
Bogens franske titel er "Soyez imprudents les enfants", men den er blevet erstattet af "Vi er efterkommerne af de hekse, I ikke fik brændt", der ikke helt dækker over det vigtigste tema i bogen, nemlig børns og unges opvækst og opdragelse i en verden der ikke nødvendigvis er den ideelle. Rådet som gives i den franske titel er at de unge skal kaste sig ud i det og ikke gro fast. Det er på mange måder det centrale i bogen, men den åbner med en anden vinkel, for vi får en forfærdelig og ganske kort beskrivelse af den 11-årige Mathilde, der begår selvmord. Umiddelbart får vi ikke mere at vide om det, men springer til Atanasia Bartolome, der fortæller om sin egen og sin families historie. Beretningen om Mathilde forbliver bogen igennem et chok, der modsvares af andres livsdrift og gåpåmod.
Vi får det ikke serveret kronologisk, men krydsklipper med episoder fra sidst i 1990'erne og flere hundrede år tilbage, hvor skildringerne af forskellige familiemedlemmers ofte tragiske skæbner. Atanasia, der er fortælleren, beslutter sig for at tage udgangspunkt i en oplevelse, som hun fik, da hun under et museumsbesøg i Bilbao ser et maleri af maleren Roberto Diaz Uribe under udstillingen "Min blottede krop". En udstilling, der kan ses som et udslag af, at man har lagt Francos diktatur bag sig. Da Atanasia ser billedet bliver hun nærmest helt lamslået, for billedet viser en nøgen kvinde, der med en blålig hud på samme tid udstråler mismod, dyriskhed, udmattelse og seksualitet. Atanasia bliver besat af at finde ud af noget om maleren Uribe, og det fører hende vidt omkring både konkret og i fantasien og kreativiteten. Denne Uribe er nemlig pludselig forsvundet, men et af sporene efter ham er nogle bøger af en russer der bor i Paris.
Atanasias søgen i et Paris hvor hun føler sig mere og mere gennemsigtig, som kvinden på billedet, er ikke kun et studie i Uribe, men lige så meget i hende selv. Men som hun mangler nøglen til historien om Uribe, mangler hun også nøglen til sig selv! Som de unge i hendes familiesaga må hun ud i verden og finde selv selv og frigøre sig fra det mismod, som ligger latent i familien, og som fører til flere selvmord. Uden at røbe for meget kan jeg dog godt fortælle, at der falder nogle ting på plads i bogens tredje del, der udspilles i det sydlige Spanien.
Der er mange lag i bogen, hvor det historiske, det kunstneriske og det personlige væves sammen i en helt speciel fortællerstil, hvor Atanasie pludselig har flere forskellige stemmer. Hun kan se sig selv udefra og kan også inddrage et fantasi-filmhold, der filmer centrale begivenheder i hendes liv. Der er også sjove bemærkninger eller forklaringer, løfter om hvad der senere vil blive fortalt om etc. Der er ikke bare en allestedsnærværende fortæller, men en fortæller der analyserer fortælleren.
Véronique Ovaldé er en fortræffelig forfatter, der i en bog som denne mestrer at spille på sine mange talenter som fortæller. Historiernes indviklede forløb griber læseren og hendes livlige stil er med til at fastholde os til det sidste. Det er en bog der åbner en ny verden og som sætter læseren på arbejde med alle sanser og følelser.
Bogens oversætter fortjener ros og bogens omslag er også ganske raffineret. Som altid en dejlig udgivelse fra Forlaget Etcetera, som jeg kun kan anbefale, at man hurtigt kaster sig over. I vil ikke blive skuffede!
Jens Peder Weibrecht,
Hals, juni 2018