Sylvie Bocqui: Langt og langsomt fald
Bøger > Boganmeldelser
Udkommet 1. november 2020
Oversættelse: Hans Peter Lund
96 sider
Vejl. pris 199 kr
Sylvie Bocquis tredje roman er blevet oversat og nu udgivet i Danmark, ventet med spænding, da hun er en mester i disse mini-romaner, hvor følelser og fornemmelser er i fokus.
Det er i princippet en banal historie: et par med to børn skilles, da hun er træt af ham, og han møder en ny kærlighed. Kvinden bliver så lamslået over, at manden faktisk forlader hende, at hun må gennem en længere krise, førend hun finder sig selv og en ny mand igen.
Men hvorfor skal man så læse Sylvie Bocquis version af en banal historie? Måske for at blive klogere, måske for at undgå at komme i samme situation?
Beretningen er delt op i tre afsnit, hvor det første handler om bruddet og kampen for at komme op igen. Det er på ca 55 sider, Afsnit 2 er mødet med en ny og anderles mand, ca 20 sider og det sidste afsnit er på 6 sider: Hun har købt en notesbog og vil nu til at skrive.
Vi kommer helt dybt ind i kvinden gennem hendes introspektion. Kærligheden har forladt parret, og de bliver måske mest sammen på grund af deres to børn. Kvinden provokerer manden gang på gang med, at hun vil skilles uden at det sker, men da manden en dag siger "Altså, nu er det nok, jeg går." kan hun kun fremstamme "Hvordan det?" Hun føler, at manden for første gang har overtaget, er på nippet til at falde, men hun bekæmper at det sker fysisk, kun psykisk falder alt sammen for hende.
Hun forsøger at trække smerten ud ved at tale om deres planlagte ferie med børnene. Manden synes ikke det har noget at gøre med sagen. "Han er utålmodig nu hvor det er afgjort. Han har ventet så længe, tøvet, været bange. Men nu er det så gjort. Bare en sætning, og man får et nyt liv."
Her er vi på et centralt sted for det er netop sproget, ordene, der betyder så meget, både det sagte som det man tænker Bestemte ord knyttes til erindringer og kvinden skal have frigjort sig fra de ord, der fremkalder et savn efter manden hos hende. Også billeder, konkrete men også oplevelser man kan se for sig er med til at fastholde hende i smerten. Det er en lang kamp, men hun møder en ny mand, der ikke er stationær, men rejser meget og ikke bliver et fasttømret sted som hendes første forhold.
Vi får beskrevet hvorledes hun tilføres nye ord, der kan frigøre hende fra de gamle og den notesbog som hun har købt, skal sikkert bruges til at få skabt en ny tilværelse, hvor det er hende selv der er blevet hovedperson igen.
Brud, ensomhed der er fyldt med savnet af den anden, rekonstruktion er de temaer der er de centrale, men Bocqui har en minimalistisk stil, hvor hun angiver steminger, sansninger og en optagerhed af de mindste ting. Bogen er ikke på mange ord, men de skal alle vendes flere gange for at nå til den dybere forståelse som de dækker over.
Jens Peder Weibrecht
Hals, 5. november 2022