Klaus Rifbjerg: Erindringer til rette vedkommende - Fransklisten

Har man læst hele eller dele af hans skønlitterære forfatterskab og/eller læst hans artikler i aviser og blade, er det med en vis nysgerrighed, at man kaster sig ud i hans erindringer, der trækker sløret fra hans skolegang og opvækst, hans indræden i de voksnes verden og litterære karriere. Der er et væld af kendte navne, som vi får vist fra en anden og måske ikke altid helt så positiv side, men mest af alt er det en visdom fra en mand, der har været med til at præge vores kultur fra 1950'erne til hans død i 2015.

Vi får indblik i hans families liv og de noget spartanske forhold i boligen på Amager, men samtidig fornemmer man hurtigt Rifbjergs evne og lyst til at opdage verden, selv om den er farlig. Der er herlige beskrivelser af Danmark i 40'erne og 50'erne, hvor alt stadigvækvæk var relativt idyllisk. Hvad der var sket under 2. Verdenskrig, vidste man ikke meget om, og det blev hurtigt fortrængt. I det hele taget var der meget, der ikke blev nævnt f.eks. alt omkring seksualitet eller når hans storesøstre havde menstruation og måtte holde sengen.

Det var autoriteternes periode. Her får vi eksempler fra stuegangen på hospitalet, hvor Rifbjerg som barn var indlagt nogle gange. Professoren førte processionen frem i hospitalsstuen, og alle hørte andægtigt på ham. En anden kunne skælde ud, hvis man ikke lå stille på operationsbordet. Forældrene måtte af pædagogiske grunde kun komme to gange om ugen! Alt dette er ændret nu, men som Rifbjerg skriver, er det personlige ansvar også forsvundet, for nu behandles vi jo af et utal af forskellige læger. Stærk læsning!

Vi følger Rifbjerg på gymnasiet og hans begyndende venskab til Jesper Jensen og Niels Barfoed, to mennesker der kommer til at betyde meget for ham fremover. Samarbejdet med Jesper Jensen og revyerne, men som slutter brat, da der er nye tider i 68. Jesper Jensen knytter sig fuldt og fast til de nye marxistiske idealer, mens Rifbjerg er meget mere tøvende og senere en klar modstander af. Fundamentalisme er det værste han ved.

Der er rørende skildringer af samlivet med Ping og f.eks. deres første barn "men da vi kom hjem med barnet, vidste vi ikke rigtigt, hvad man stillede op med hende". Da de prøver at veje hende, falder hun på gulvet, men heldigvis får de hjælp fra familien. Moderens død er en anden og langt alvorligere beretning, for han har været underlagt hende gennem hele livet.

Der er skarpe politiske udfald, hvor han ser tiden efter 68 som en stor nedtur: "Det sørgelige resultat af udflugten til det revolutionære bonbon-land blev til mere end mange års fogh rasmussen-politik slemmet op med den helt bizarre, hadefulde DF-ideologi". Gad vide hvad han ville sige i dag!

For Rifbjerg er der ikke tvivl om, at han er venstreorienteret, men han accepterer ikke den holdning, der udtrykker, at kunst,, historie og viden om fortiden er overflødig. Han har en "bevidsthed om, at kun gennem en styrkelse af viden, indsigt, historisk empiri og humanisme kommer man nogensinde videre." Smukkere kan det vist ikke siges.

I følge udgiveren blev første og anden del afleveret i foråret 2014 og mellemstykket "Off limits i september samme år. Rifbjerg nåede at gennemse og godkende denne endelige udgave.

Der er meget mere at sige om denne erindringsbog, men det bedste er nu, at du selv læser den, for det er den så rigeligt værd.

Jens Peder Weibrecht

Callas, 4/2 2016