Ivan Jablonca: Laetitia eller mandens endeligt
Bøger > Boganmeldelser
Ivan Jablonka: Laetitia eller mandens endeligt
Udkommer 7. juni 2019
Oversat fra fransk af François-Eric Grodin
404 sider / Vejl. salgspris 279 kr. / ISBN: 978-87-93316-18-8
www.etcetera-forlag.dk
Laetitia eller Mandens endeligt tager udgangspunkt i en drabssag i 2011. Den 18-årige Laetitia blev påkørt, myrdet, parteret og først efter flere måneder fandt man ligdelene.. Den skyldige blev anholdt få dage efter forbrydelsen.
Det var en makaber sag og den blev blæst vældigt op, da Sarkozy kritiserede tilsynet med drabsmanden, der tidligere havde en del på sin samvittighed, og lovede sanktioner mod dommerne. Det medførte store protester og stejker hos dommerstanden.
Denne bog, der var indstillet til Goncourt-prisen uden egentlig at være en roman, beskæftiger sig med det virkelige liv, men det er mere end en undersøgelse af en krimisag, det er en skarp historisk og sociologisk undersøgelse af det franske samfund, hvor vi gennem Laetitias korte liv får karakteriseret et samfund, der svigter udsatte børn og voldsramte kvinder. Jablonkas bog har en undertitel "Mandens Endeligt", for han vil give Laetitia, der er blevet et offer for Tony Meilhon, morderen, men også for midierne, der giver den en voldsom dækning og for en præsident der søger at slå politisk mønt af sagen, hendes værdighed tilbage.
Jablonka går i gang med sin undersøgelse gennem interviews og samtaler med folk, der har haft tilknytning til Laetitia. Desuden tager han kontakt til en række mennesker, der har deltaget i sagen - journalister, politifolk, dommere, vidner etc. Han overværer også appelsagen mod Meilhon. Alle synes at være dybt mærket og bifalder Jablonka i hans forsøg på at gøre Laetitia og hendes liv til det centrale i stedet for at svælge i "uhyrets" bedrifter.
Laetitia og Jessica er tvillinger i en kaotisk familie - faderen er voldelig, moderen depressiv. De bliver fjernet fra forældrene, kommer hen til bedstemoren og senere på institution. Endelig kommer de til en plejefamilie, familien Patron, med en meget dominerende plejefar, der senere anklages for voldtægt af Jessica. De føler dog begge en vis lettelse ved at have et fast holdepunkt med klare regler. De er lige netop blevet myndige, da Laetitia bliver betaget af Tony Meilhon, kriminel og pigejæger. Det ender i en tragedie.
Ivan Jablonka vil med bogen vise, at hvis man vil forstå en kriminalsag som historisk stof er man "nødt til at vende blikket mod samfundet, familien, barnet, kvindernes vilkår, massekulturen, de forskellige former for vold, medierne, retssystemet, politikeren og storbyens rum" p. 362). Hvis man ikke gør det, vil det forblive en myte eller et udslag af skæbnen. På særdeles glimrende vis formår Jablonka at gennemføre sin efterforskning og drage nogle konklusioner. Bogen er ikke skrevet kronologisk, men følger dels pigernes liv og deres udvikling dels deres afhængighed af diverse autoriteter. Andre spor er selve bortførelsen og eftersøgningen, Tony Meilhons liv, retsinstanserne, journalisternes arbejde. Vi får med andre ord en række tilgange til at sætte Laetitias liv i nogle samfundsmæssige rammer, der får placeret nogle ansvar, men dog står tilbage med et spørgsmål om, hvordan man kan hjælpe de mest udsatte og skrøbelige. Hvordan kan man vriste dem ud fra den vej, som deres arv giver dem?
Det er en bog, der ryster én voldsomt under læsningen. Hvordan kan det dog være, at det skal gå en ung piger på den måde? Hun er jo en almindelig pige, som forfatteres egne børn, men der er en himmel til forskel på deres muligheder. Ivan Jablonka indlever sig fuldt ud i søstrenes liv og forhold samtidig med, at han gennemfører sin undersøgelser på objektiv vis som en videnskabsmand. Det virker befriende, at han undertiden må give efter og lade følelserne tale. Bogens afsløringer om det mandsdominerede samfund, kvindevold og de udstødte i et udkants-Frankrig gør den særdeles aktuel og bør straks læses.
Bogen er usædvanligt godt skrevet og komponeret i 57 kapitler, for selv om vi ved, hvordan det hele ender, får vi alligevel lidt efter lidt afsløret et nyt lag, så vi har det som forfatteren, der kalder et af de sidste kapitler "Laetitia, det er mig." Oversættelsen er meget præcis og omhyggelig, specielt opfindsomt er gengivelsen af Laetitias meget mangelfulde fransk. Hun har svært ved at stave korrekt: "jeg elsker dig højd du vil altid vær i mit hjerte sæl lang væk fra mig. D hel synger samn og j r ked a d så j har besluted at gør nåde." p. 263
En lidt usædvanlig bog fra forlaget Etcetera, som bør roses meget for dette initiativ.
Jens Peder Weibrecht
Hals, juni 2019