Emmanuel Bove: Fælden
Bøger > Boganmeldelser
Forlaget Chataigne er på banen med endnu en fin oversættelse af én af Emmanuel Boves romaner FÆLDEN. Tidligere har vi anmeldt Fornemmelsen, og Fælden lever bestemt op til niveauet.
Vi befinder os i Frankrig i sommeren 1940. Landet er blevet løbet over ende af Hitlers tropper og er nu opdelt i to zoner. Den nordlige zone er under tysk kommando, mens resten af landet, den såkaldt frie zone, bliver styret fra Vichy af en samarbejdsvillig fransk regering under ledelse af Marskal Pétain.
Hovedpersonen er Joseph Bridet, der er stærkt optaget af at tilslutte sig til de Gaulle i London. Han synes ikke bare, at han kan flygte, men lader som om, at han vil arbejde for det nuværende styre under Pétain f.eks. ved at arbejde i Marokko.
"Det er fuldstændig grotesk, tænkte han, at jeg efter tre måneder endnu ikke har kunnet finde en måde at slippe væk på. Det bliver endda farligt." Til sidst ville alle have på fornemmelsen, at han ville flygte. Intet afslører lettere vores hensigt end langvarig magtesløshed. Når man hele tiden beder om noget uden at opnå det, ender man med at give det indtryk af sig selv, at man aldrig vil nå sit mål, at man tilhører den gruppe af lidt latterlige personer, hvis ønsker er alt for store i forhold til deres muligheder. (p.8)
Gennem passager som denne afsløres Bridets tanker. Han er meget i vildrede med sig selv og sin situation, men tager til Vichy for at møde en gammel ven, som måske kan hjælpe ham. Det er starten på en tur omkring diverse kontorer, forskellige udmeldinger, løfter og anholdelser, men alt sammen noget som Bridet ikke kan finde ud af. Det er virkelig en version af Kafkas Processen eller Philippe Claudels L'Enquête.
Bridet er taget fra Paris til Lyon med sin kone, de bor ikke samme sted, men ses dog. Hun er optaget af hans problemer, men vil egentlig hellere tilbage til Paris og genåbne sin butik. Hun forsøger dog at hjælpe sin mand og tager kontakt til diverse vigtige personer, men det har snarere den modsatte virkning. Hun har en naiv forestilling om retfærdighed og en administration og et bureaukrati, man kan stole på. Det bliver fint forklaret sådan: Det er nu mærkeligt, hvor hurtigt verden slår sig til tåls med vores ulykke og opbygger en fremtid, hvor der er taget højde for det, man har mistet. Når det kom til stykket, opførte hans hustru sig over for ham ligesom over for Frankrig. Han havde været fri. Men nu måtte man bøje sig for den kendsgerning, at han ikke var det længere. (p. 118). Bridet havde helst set, at hun ikke blandede sig.
På en måde føler Bridet sig bedre end embedsmændene: Det var svært at forestille sig, at en mand, der tog sig af noget så alvorligt som sine medmenneskers frihed, kunne have et så middelmådigt udseende. (p.47), men da han intet får ud af sin pænhed, må han erkende og siger: "Det forstår jeg nu. Når man virkelig vil lave noget, må man ikke være bange for at vove pelsen. Man skal især ikke bede nogen om noget. Man skal kun stole på sig selv. Det har jeg forstået. Den lektie har Vichy lært mig."
Bridet er ikke nogen helt, snarere en anti-helt. Han har måske nok et oprør i sig, men fører det ikke ud i livet. Hans tanker kan være store, men han er også den lille mand, der bliver knust af bureaukratiet. "Vi har brug for lang tid til at forstå, at vores liv er i fare, og senere, når vi er fortabte, mindes vi med bitter fortrydelse den chance, vi forspildte. Det var så let at flygte, og vi gjorde det ikke. Fordi vi kun havde et par tøfler på, lod vi os fange. Og i dag, hvor vi selv på bare fødder ville ønske at kunne tage tværs gennem Frankrig, er det for sent." (p. 99)
Magten og det uigennemskuelige bureaukrati er det jo ikke slut med i vores dage, så man føler med Bridet og kan også identificere sig med ham i de absurditeter han må igennem. Det giver roman en stor gennemslagskraft, for er vi ikke alle en slags marionnetter for styrende kræfter, vi ikke kan se? Bove skriver i et enkelt og klart sprog, behersker et stort persongalleri og giver et meget spændende billede af et Frankrig, der lige har tabt en krig og ikke kender fremtiden. Man kan undre sig over, at romanener fra 1945. Den er helt nutidig.
Stor tak til Anne Højgaard Andersen og Hardy Andersen, der har oversat og udgivet denne glimrende roman, der efterlader én med en vis gysen.
Jens Peder Weibrecht
Callas, 20/10 2018