Annie Ernaux: Skriften som kniv
Bøger > Boganmeldelser
Fra serien Relief
Udkom 4. maj 2023
Oversat fra fransk af Christel Pedersen
162 sider / Vejl. salgspris 229,95 kr. / ISBN: 978-87-93316-29-4
RELIEF er forlaget Etceteras nye serie for nonfiction. En serie der vil bestå af både helt nye og lidt ældre tekster, der vækker til eftertanke og sætter den tid, vi lever i, i relief. Flot initiativ!
Første udgivelse er Annie Ernaux: Skriften som kniv, der gennem et interview via mails åbner for Annie Ernaux' forfatterskab. Korrespondancen mellem forfatteren Frédéric-Yves Jeannet og Annie Ernaux strækker sig over et års tid. Bogen blev udgivet i 2003, Annie Ernaux skrev et efterord i 2011, og endelig blev det til endnu et efterord i 2021, hvor samtalen fortsætter. Alt dette er med i den nu udgivne danske oversættelse.
Selv om der er gået mere end tyve år, siden den egentlige "samtale" fandt sted, er der virkelig stof at hente til forståelse af Ernaux' måde at skrive på, hendes valg af indhold og hendes insisteren på, at det hun skriver befinder sig "et sted mellem litteratur, sociologi og historie" (p. 50). Men der er selvfølgelig ting, der har forandret sig siden da, og det får vi justeret i de to efterord.
Interviewformen med Frédéric-Yves Jeannet som igangsætter og opmærksom læser af Ernaux giver os mulighed for gennem de udvekslede spørgsmål og svar bedre at placere Annie Ernaux' aktivitet som forfatter. Vi får åbnet for nye forståelser af hendes tekster.
Spørgsmålene er relevante, og forfatteren besvarer dem udtømmende, bevidst og oprigtigt. Det er to forfattere, der forsøger at diskutere, hvad skrivning er, hvad der fremkalder den, og hvordan den sættes på form. De vil vise arbejdets kompleksitet og forklare, hvorfor skrivning er en form for besættelse og en form for en anden identitet.
Annie Ernaux har i hele sit forfatterskab brugt sig selv og sit liv i en slags renset auto-fiktion, men ikke en aktivitet der er hævet over den sociale og politiske verden. Hun er mærket af de problemer der er for at komme fra små kår og skulle tilegne sig nye sociale væremåder og kultur. En følelse af skyld, overskridelse, skam - dette og meget mere kommer samtalen omkring.
Bogen er meget interessant at læse, fordi den for det første viser en forfatter, der skal overvinde sig selv for at få det fortalt og for det andet overveje hvordan og hvorfor. Som det står i "Pigen fra '58" :
"Men hvorfor skrive, hvis det ikke er for at afdække ting .... en ting, som dukker op af beretningens udfoldede kroge, og som kan hjælpe med til at forstå - at udholde - det, der sker, og det, man har gjort." (p. 107).
Glimrende introduktion til serien "Relief" og hvis Annie Ernaux, Nobelpristager i 2022, er en forfatter, man holder af, så skal den absolut læses.
Jens Peder Weibrecht
Hals, 12. maj 2023