Liliana Laza: Djævlebørn
Bøger > Boganmeldelser
Udkommer 9. marts2018
Oversat af Ove Madsen
236 sider
Vejl. udsalgspris: 248,- kr
Forlaget Arvids
http://www.forlagetarvids.dk/
Liliana Lazar fik i 2016 udgivet sin debutroman De Befriedes land på forlaget Arvids og nu følger Djævlebørn, der blev udgivet i Frankrig i 2016. Liliana Lazar er faktisk født i Moldavien, men har siden 1996 boet i Frankrig og skriver på fransk.
Bogen er skrevet i tre dele og foregår i Rumænien under og lige efter Nicolae Ceauseșcus tyranniske styre.
Hovedpersonen er Elena Cosma, der er jordemor, der i starten arbejder på et hospital i Bukarest. "Hun var femogtredive år gammel, ugift, gammeljomfru. Hvem ville have en pige som hende? Hun var for høj, armene var for lange. Hun var kraftigt bygget, som en bondekone. Hun virkede mandhaftig..." Det er da virkelig en person, som man ikke i første omgang fatter sympati for efter denne præsentation i starten af bogen. Hun affinder sig dog med sin situation, men har et ønske om at få et barn, for hun ser jo nyfødte hver dag. Det skyldes også, at Ceauseșcu forbød abort og kvinder måtte først bruge svangerskabsforebyggelse efter barn nummer 4! Ideen var, at landet ville blive stærkt med en stor befolkning. Man kunne dog aflevere uønskede børn på asylet, men det havde ikke et godt ry.
Elena arbejder som partiet forlanger, men da en smuk rødhåret kvinde Zelda vil have en abort, indgår Elena en handel med hende. Zelda skal skjule sin graviditet og føde hos Elena, der overtager barnet. Alt går efter planen, men da sønnen Damien er seks år, beslutter hun sig til at tage langt væk fra Bukarest til Prigor i det nordlige Rumænien.
Livet i denne landsby er på et meget primitivt niveau. Damien bliver drillet af de andre, Elena føler sig isoleret og truet og i magtkamp med den enevældige borgmester Ivanov. Vi bliver vidne til en række tragedier og følger Elena arbejde på poliklinikken og senere også på et nyt børnehjem. Jeg skal ikke afsløre for meget, men det er hårrejsende grusomt i mange tilfælde. Vi får indblik i kvindernes vilkår, børnehjemsbørnenes helvede hvor nogle bliver smittet med HIV ved blodoverførsler, atomkatastrofen i Tjernobyl, den strenge partipolitik og Ceauseșcus fald. Bogen er ikke et fantasispil, men bygger på reelle politiske og samfundsmæssige forhold.
Liliana Lazars fortællestil er enkel, korte kapitle, beretninger uden at de store følelser kommer frem, men nærmest skrevet koldt som en patientjournal, og det er ikke fordi at der ikke er store følelser gemt i historien. Utallige ting som man kunne udtrykke væmmelse og ubehag ved, men det bliver tonet ned, og man læser videre om dette horrible afsnit i Rumæniens historie. Vi får også lidt om interessen fra resten af Europa efter Ceaușescus - ikke opmuntrende.
En barsk bog som man bør læse, inden perioden går i glemmebogen, for det er trods alt ikke så længe siden, at det skete, og Liana Laza har oplevet det.
Solid oversættelse ved Ove Madsen.
Jens Peder Weibrecht
Callas, 6. april 2018