Flemming André Philip Ravn/Jørgen Refshauge: På sporet af det moderne Paris
Bøger > Boganmeldelser
Flemming André Philip Ravn og Jørgen Refshauge har skrevet et digert værk på mere end 350 sider om det moderne Paris, men også meget om det tidligere Paris.
Ser man på indholdsfortegnelsen bliver man præsenteret for bogens store linjer.
På de første 100 sider er det: Paris og den franske identitet, Temperament og revolution, Paris' historie efter Anden Verdenskrig, Religion, tro og identitet og Infrastruktur og byudvikling.
Derefter følger på ca 60 sider en omtale af nogle museer bl.a. Musée d'Orsay, Musée Picasso og Maison de Victor Hugo.
Det tredje og største afsnit (ca 160 sider) drejer sig om litteratur- og kulturpersonligheder: Ernest Hemingway, Victor Hugo, Gertrude Stein, Pablo Picasso, Oscar Wilde. Marcel Proust, Simone de Beauvoir og Patrick Modiano i den nævnte rækkefølge..
Forfatterne lægger ikke skjul på, at dette ikke er en almindelig turistguide til Paris. "Vi har vi bestræbt os på, at de valgte nedslag i historie, byliv, kunst og kultur kan medvirke til at skærpe appetitten i forhold til at gå på opdagelse i Paris." (p. 323). I den historiske linje er der selvfølgelig mange overspring, når hovedsynsvinklen i bogen ligger på tiden fra 1870 til 1960'erne, men skulle der ikke have været lidt plads til vikingerne og Paris' skytshelgeninde sainte Geneviève. Middelalderens liv i Paris bliver der heller ikke skrevet meget om, selv om branden på Notre-Dame, der kort omtales, måske er én de mest diskuterede ting i Paris netop nu og kunne have været en vinkel.
Det største del af bogen optages af forfatterportrætter, litteraturhistorie og litterære analyser, og her synes jeg virkelig at nedslagene er noget spredte. Heldigvis får Victor Hugo og Marcel Proust deres andel, men hvorfor er Oscar Wilde så vigtig i forfatternes søgen efter det moderne Paris. Hvor er f.eks. Émile Zola og hans skildringer af Paris? Léon-Paul Fargue med sin Piéton de Paris dækker også en god periode. Gertrude Stein havde ganske vist sin salon, men der er jo andre samlinger, der måske er vigtigere f.eks. surrealisterne eller efter krigen cobra-gruppen med vores egen Asger Jorn. Lidt svært helt at se sammenhængen i udvælgelsen.
Det er godt at se, at Patrick Modiano som Nobelpristager tages op, men ærgerligt at hans tre seneste bøger ikke nævnes, for her skriver han sig på mange måder ud af både fader- og moderbilledet, som har præget ham. Louis Malles og Modianos samarbejde omkring filmen Lacombe Lucien burde også nævnes, da det satte debatten i kog omkring franskmændenes egen opfattelse af deres helteroller i 2. Verdenskrig. En debat der måske ikke er sluttet endnu.
Vi skal dog ikke underkende, at Ravn og Refshauge er kulturturister, og her viser de sider af Paris frem gennem deres viden og analyser, men jeg havde gerne set et mere nutidigt Paris gennem det væld af franske forfattere og kunstnere, der er dukket frem i det 21. århundrede. Paris er i dag præget af forstæderne, der frembringer en ny kultur af litteratur, film, rap-kultur og street-art for blot at nævne et enkelt eksempel.
Men det kan Ravn og Refshauge vel tage op i et følgende bind, når de nu har fået lagt de første sten..
Jens Peder Weibrecht
Callas, 16. februar 2020