Jean-Christophe Rufin: Checkpoint
Bøger > Boganmeldelser
Udkommer 25. august 2017
Oversat af Elin Lassen
344 sider
Vejl. udsalgspris: 298,- kr
Forlaget Arvids
http://www.forlagetarvids.dk/
Forlaget Arvis udsender ny Jean-Christophe Rufin roman Checkpoint fra 2015 i dansk oversættelse, og den skal være meget velkommen. Forlaget har i forvejen udsendt to bøger af Rufin.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg læste Rufins seneste roman: Le Tour du monde du roi Zibeline, som forhåbentligt også bliver oversat.
Jean-Christophe Rufin skriver meget forskellige romaner og Checkpoint er ingen undtatalse.
Handlingen foregår i 1995 i områder i Bosnien under krigene efter det opløste Jugoslavien. To lastbiler med nødhjælp fra en humanitær hjælpeorganisation i Lyon skal forsøge at nå frem med hjælp til folk i et område ved byen Kakanj. I de to lastbiler befinder sig en kvinde Maud og fire mænd: Marc, Alex, Lionel og Vauthier. Vauthier er mekaniker mm, de andre er chauffører. Det er omkring disse fem personer med forskellig baggrund og indstilling at handlingen udspilles i et område ramt af krig og etniske udryddelser.
Bogen starter med en prolog, der viser en meget konfliktfyldt situation, hvor Marc og Maud er på flugt, så man er som læser straks grebet. Da handlingen så ellers starter med deres afrejse fra Lyon i fred og ro, hvor de to lastbiler køres af Marc og Alex i den ene og de andre tre i den anden, kan man godt forudse, at der vil ske noget. Der er fra starten spændinger mellem mændene, og den enlige kvinde, der også er på flugt fra sig selv. Maud har altid flygtet fra sin kvinderolle og er egentlig deltager i turen som en slags eventyr. Men det går efterhånden op for hende, at sådan er situationen ikke: "Der var krig og der blev begået uhyrligheder, og hvad gjorde hun så selv? Hun kom med chokolade og plaster. Og hun var endt med at godtage den faktiske situation...Men hun følte alligevel en form for ubehag ved det, hun skammede sig på en vis måde." (p.74). Mændene har også hver deres indgang til krigen og de krigsramte, men da de møder krigens rædsler på turen, udvikler nødhjælpsturen sig helt anderledes end forudset.
Det bliver en thriller af højt format, som holder læseren fanget, man må læse videre for at følge den overraskende udvikling af dramaet.
Bogen er stramt komponeret i følgende afsnit: Prolog - Mission - Engagement - Forfølgelse - Skæbner. Der er desuden et kort "Forfatterens efterskrift", der tager bogens emne op til en bredere synsvinkel.
Krigen i Bosnien og det gamle Jugoslavien bliver også til en diskussion omkring nødhjælp og det humanitære arbejde, som Rufin kommer ind på i sit efterskrift. Skal man kun udbringe mad- og tøjforsyninger, eller skal man også bringe dem våben, så de kan forsvare sig og evt. angribe fjenden? Rufin skriver en vældig god epilog til bogen, der tager denne debat op set i lyset af angrebet på Charlie Hebdo, der fandt sted lige før bogen udkom. Vigtigt at vi ikke glemmer, at krigen for nylig ramte nogle af Europas lande indbyrdes, nu hvor den kan ramme alle uden varsel under truslen om terror. Vi kan jo kun konstatere, at der siden bogens fremkomst er sket mange alvorlige terrorangeb overalt i Europa og andre steder i verden.
En god og velskrevet bog med de fem personportrætter, der afspejler forskellige holdninger til hjælp til andre, fem personer, der også gribes af angsten, rædslen, hadet, men også af kærligheden. Aktuel med sine spørgsmål til vores humanitære hjælp kontra følelsen af kaos og frygt. Hvor mange checkpoints er der efterhånden sat op omkring os?
Rufin er en af min foretrukne moderne forfattere, så jeg håber på flere bøger på dansk af ham!
Jens Peder Weibrecht
Hals, 27/8 2017