Bernard Maris: Økonomen Houellebecq - Fransklisten

Aller au contenu

Bernard Maris: Økonomen Houellebecq

Bøger > Boganmeldelser

Essay, 156 sider
Udgivelsesdato 22.02.2017
Pris 199,95

Se her:
Den Franske Bogcafés forlag er aktuel med en ny bog med den spændende og lidt overraskende titel ”Økonomen Houellebecq”. Det viser sig dog at være en ny og interessant vinkel på et forfatterskab, der er blandt de mest aktuelle i nutidens Frankrig, hvor der er så megen debat omkring det gamle Frankrig i den globaliserede verden. Læs i øvrigt om dette i Mads Anders Baggesggaard: Nye franske verdener (Aarhus Universitetsforlag)

Men først lidt om bogens forfatter Bernard Maris, økonom, forfatter, debattør og journalist i Charlie Hebdo under navnet Oncle Bernard. Han var ét af de tolv ofre for angrebet på Charlie Hebdo den 7. januar 2015. I øvrigt samme dag som Houellebecqs roman Soumission udkom. Maris bog udkom i 2014, og Houellebecq og Maris indledte et venskab på den baggrund. Maris så Houellebecq som en klar analytiker af liberalismen og dens virkning på det franske samfund. Bernard Maris tilhørte tidligt gruppen omkring ATTAC og var specielt inspireret af økonomen John Keynes. Maris var en skarp kritiker af de klassiske og liberale økonomiske teorier.

 
Maris melder hurtigt ud, at vores tid er spækket med økonomi, og at økonomien faktisk har overtaget vores moral. Vi hører om arbejdsløshed, vækst, globalisering, omstillingsparathed etc, men han mener, at de såkaldte eksperter er de rene charlataner og det der er værre. Hans ide med denne bog er at vise, at Houellebecq som forfatter beskæftiger sig med de samme problemer, men på en klarere og mere overbevisende måde, for han inddrager også kærlighed, lykke, ulykke, angst og død. Ja, i det hele taget følelser. Disse ting eksisterer ikke i økonomernes teorier og grafer, hvor det er er loven om udbud og efterspørgsel, der styrer alt.

 
Bogens opbygning i fem kapitler er er gennemgang af Houellebecqs vigtigste tekster set i lysets af en eller flere økonomer med en fin gennemgang af teorier og eksempler fra Houellebecqs tekster:
 
1 ) Individernes herredømme (Alfred Marshall)
 
2) Virksomheden (Joseph Schumpeter)
 
3) De umættelige forbrugere (John Keynes)
 
4) Kunsten og arbejdet (Marx/Fourrier)
 
5) Historiens virkelige ende og menneskeslægtens endeligt (Malthus)
 
 
Maris ærinde er at påvise i Houellebecqs romaner, hvorledes han viser f.eks. liberalisme og konkurrence. I ”Udvidelse af kampzonen” (Rosinante) forvandles mennesker til udyr, og menneskelige relationer bliver til vare- og handelsobjekt i ”Elementærpartikler” (Rosinante). Det er en skarp læsning af romaner set fra den økonomiske vinkler, og Maris inddrager også andre af Houellebecqs værker for at afrunde billedet.

 
Houellebecqs livsfilosofi er normalt depressiv og sort, og ”Muligheden af en ø” (Rosinante) kan læses som menneskeslægtens endeligt. Houellebecqs persongalleri er ofte mennesker med en lidt kedelig karakter, men de er i virkelighed produkter af et samfund, hvor forbrug, alles kamp mod alle, den frivillige underkastelse, internalisering af frygten og manglen på menneskelige følelser understøttes af den liberalistiske ideologi og kapitalismen.

 
Bogen er skrevet i et ligefremt sprog med masser af sjove indskud og nogle ting, der bliver sagt uden respekt, men det passer jo også godt på Houellebecqs provokerende facon. Læs f.eks.: ”Mellemledere er ynkelige som børn, ligesom dem, viser de sig at være ondsindede, lunefulde, snyltere, hylende små hyæner, og Houellebecq minder os om, hvor infantilt markedssamfundet og dets umættelighedsprincip er." (p. 66)

 
Dette er kun en kortfattet præsentation af bogen, men læs den, for der er så meget i analysen og i forfatterskabet, som uden tøven kan overføres på danske forhold. Efter at have læst den får man lyst til at læse eller genlæse et prægtigt og vedkommende forfatterskab.

 
 
Stor ros til oversætteren Peer Bundgaard og Den Franske Bogcafés forlag for denne udgivelse.


 
 
 
Jens Peder Weibrecht
 
Callas, 18/2-2017
 
 
 
 
 
 
 
Retourner au contenu