Elisa Shua Dusapin: Vinter i Sokcho
Bøger > Boganmeldelser
Udkommet 15. oktober2020
Oversat af Ann-Jette Caron
124 sider
Vejl. udsalgspris: 178,- kr
Forlaget Arvids
http://www.forlagetarvids.dk/
Elisa Shua Dusapin er datter af en sydkoreansk mor og en fransk far. Født i Corrèze men er nu schweizisk statsborger. Vinter i Sokocho er hendes debutroman fra 2016, men hun er produktiv og hendes tredje roman er udkommet i august 2020. Rart af vi på denne måde får præsenteret den fransksprogede litteratur i Schweiz.
Hendes lille, men meget poetiske og præcis i sin enkle skildring af to personer og deres tilfældige møde i en lille havneby i Sydkorea tæt ved grænsen til Nordkorea. Det er vinter og meget koldt, og byen der ellers er meget besøgt om sommeren på grund af sine strande, virker forladt og ikke specielt imødekommende.
En ung pige, der er af sydkoreansk og fransk afstemning arbejder på et lille pensionat, og hun er allerede en smule mærket af, at det er en franskmand Yan Kerrand, der kommer til pensionatet. Hun kan ikke huske sin egen franske far, men har læst fransk og drømmer om en dag at komme til Frankrig. Yan Kerrand er tegner og har udgivet en del tegneserier om en ærkæolog, der følges forskellige steder i verden. Nu er turen kommet til Sokcho, hvor Kerrand søger inspiration.
Pigens mor bor i nærheden af pensionatet og sælger fisk og blæksprutter, som hun har sine egne måder at forarbejde på. Hun ser gerne, at hendes datter der er 22-23 år gerne snart bliver gift. Hun har allerede en kæreste Jun-oh, men hans planer om en karriere i modebranchen i Seoul passer ikke helt pigen, der ikke vil flytte væk fra sin mor. Desuden ser hun Seoul som værende befolket med plastikkvinder og plastikmænd, for der er en stor industri med plastikkirurgi. På pensionatet bor der netop nu en kvinde, der er gemt lidt væk efter en omfattende operation. Hun skal se bedre ud, inden hun kan vende tilbage.
Spillet mellem den unge piige og franskmanden udvikler sig i små korte kapitler, hvor han efterhånden får øjnene op for hende, og hvor hun føler sig tiltrukket af ham og hans evne til at tegne. Men det holder sig på et plan, hvor de udspionerer hinanden, tager på nogle ture sammen, hvor hun er guide for ham og enkelte besøg i restaurant og café.
Det er ekstremt fint beskrevet og spillet, så det kunne også have været et teaterstykke.
Naturligvis vil jeg ikke afsløre slutningen, men kun sige at man drives gennem værket og kan ikke lægge bogen fra sig.
En meget poetisk og melankolsk historie, hvor fortællingen bringer os ind i den sydkoreanske vinter og de skrøbelige forbindelser, der opstår mellem de to personer, der dybest set er uendeligt ensomme. De to historier smelter til sidst sammen, men ikke på den måde som man først havde forestillet sig.
Vi får et møde mellem to kulturer, mageløst skildret i sin enkelthed af Elisa Shua Dusapin, der gang på gang griber én i sit enkle sprog med et væld af overraskende billeder og beskivelser. Vi slutter med et par eksempler: "En solstråle fik sneen til at savle på sandet. Jeg forestillede mig omridset af en mand, som den anden dag, foroverbøjet i en uldfrakke som et piletræ i blæsevejr. Jeg var alene. (p. 28) eller det mere poetiske: Udenfor forsøgte bølgerne at modstå frostens angreb, men de blev tungere, langsommere og knustes mod stranden med en knagende lyd, overvundet af kulden. (p.52).
Smukt oversat af Ann-Jette Caron og med et meget velvalgt omslag af Mathias Joong Dahl Jeppesen.
En bog til topkarakter!
Hals, 9. november 2020
Jens Peder Weibrecht