Jean-Baptiste Andrea: Djævle og helgener
Bøger > Boganmeldelser
Holgers Forlag
Kontakt 20122715 eller
mikael@holgersforlag.dk
285 sider
300 kr
Igen en god og spændende oversættelse af en fransk roman på Holgers Forlag. Det er forfatteren Jean-Baptiste Andreas tredje roman, men den første på dansk i en meget fin oversættelse.
Det er en roman der griber sin læser fra starten og ikke slipper denne, førend man er nået til slutningen i denne roman om en person eller rettere en gruppe af personer, de forældreløse, og deres ofte forfærdelige liv.
Bogen begynder med, at vi møder en gammel mand, der guddommeligt spiller Beethoven på offentlige klaverer. Han kalder sig selv Joe, men hedder Joseph. Han spilder sit talent som koncertartist midt blandt hurtigt passerende og ofte ligeglade rejsende. Han venter. Men på hvem og hvorfor?
Joe henvender sig direkte til os og fortæller, at da han var seksten, døde hans forældre og hans søster i et flystyrt i maj 1969. Han bliver sendt til en religiøs kostskole i Pyrenæerne, Les Confins. Det hele ligger i navnet, der betyder grænseområde. Her samles de forladte og de retarderede.
Djævlene viser sig at være præsterne, nonnerne og personalet. Overblikket over de usle levevilkår, omhyggeligt camoufleret for ikke at slå igennem udadtil – korporlig afstraffelse, isolationsfængsling, underernæring, ydmygelser - er ledsaget af det grusomme portræt af en mand af præstestanden, tør, totalt blottet for empati, besat af brutal og hævngerrig disciplin. Hans grusomhed, perverst skjult under en velgørende og faderlig facade beregnet til lejlighedsvise udefrakommende vidner, udøves uhæmmet i Les Confins.
Joe kommer ellers fra en ordentlig familie med en velhavende far, men nu bliver tonen en anden. Fra hans tidligere tilværelse er der mange bevægende karakterer. Startende med Joes gamle klaverlærer, et gnaven og krævende geni, der aldrig vidste, hvor meget han fungerede som sin elevs underviser, og hvilken betydning han fik for Josephs udvikling.
Michael Collins, manden der blev i Apollo11, da Armstrong og Aldrin gik på månen i juli 1969, mens Joe var på vej til institutionen og i betjentenes bilradio hørte om det. Joe er fascineret af erobringen af rummet, og mens det "store skridt for menneskeheden" interesserer hele verden, interesserer Joes små skridt ikke nogen. Det intime og det universelle støder sammen, men erobringen af sig selv og universet ender med at mødes i musik, drøm og poesi. Joe vender sig ofte mod Michael Collins, når han skal finde fornyet styrke og bevare drømmen om at flygte og flyve bort.
Der kommer dog et lyspunkt for Joseph, da han møder Rose, en ung pige på hans alder. Joseph skal være hendes spillelærer, da man har fundet ud af, at han spiller helt usædvanligt godt. Hans klaverspil vil med tiden blive et kommunikationsmiddel, hans musikstykker en opfordring til Rose. Et andet lyspunkt er samværet med en lille gruppe, der kalder sig "la Vigie". Det er de rigtige helgerner. Vi følger deres eventyr mellem sorg og glæde, hårdhed og ømhed, indespærring og frihed, troskab og forræderi, kærlighed og had.
Det er med stor indlevelse, nøjagtighed og følsomhed, at Jean-Baptiste Andrea fortæller os om Joes barndom. Hvordan Joe kommer til at bevare følelser og menneskelighed i en tekst krydset af håb, ønsket om frihed og musikalsk skønhed.
En meget rørende roman, gennemsyret af ømhed, som forfatterens pen, elegant og dybtgående, akkompagnerer.
Hals 31. august 2022
Jens Peder Weibrecht