Philippe Claudel: Træet i Toraja - Fransklisten

Aller au contenu

Philippe Claudel: Træet i Toraja

Bøger > Boganmeldelser



Udkommer 25. august 2017
Oversat af Ulla Gjedde
164 sider
Vejl. udsalgspris: 188 kr
Forlaget Arvids
http://www.forlagetarvids.dk/
En ny roman af Philippe Claudel er altid en begivenhed, og det er det også denne gang!

På øen Sulawesi har fortælleren mødt Toraja-folket, som har en meget speciel begravelse af børn. I et specielt træ lægger de døde børn ind i en hulning, når træet vokser op, lukkes hullet langsomt, og efterhånden kommer det døde barn tættere op mod himlen. Folket har således døden tæt på sig hele tiden.

For fire år siden mistede Philippe Claudel sin, som han selv siger, eneste ven, Jean-Marc Roberts. Han var direktør for forlaget Stock. Claudel skrev en lille bog om ham ”Jean-Bark”, hvor Claudel fortæller om ham, deres venskab og om hans død forårsaget af en aggressiv kræft. Denne historie tages også op i Træet i Toraja, ikke dokumentarisk, men litterært.

I det hele taget er dette en roman om livet og døden, om opvækst og forfald, om de afdøde og de levende, om virkelighed og drøm. Venskab og kærlighed.

Fortælleren der er er filminstruktør i 50'erne, lever et liv med sin eks-kone Florence, hvor de ses på et hotel en gang imellem og stadigvæk har et forhold, selv om hun har giftet sig igen. Men fortælleren kommer nu tæt på en ung kvindelig læge Elena, da han er ved at spørge om, hvad der betinger, at sygdomme opstår, og hvad forfaldet består i. Svaret fra lægen er, at vi i ungdommen lever med vores krop, men som tiden går bliver kroppen mere en fjende end en ven, og derved kan sygdom opstå. For fortælleren er det en ny vinkel, for han er i dyb sorg over tabet af en ven Eugène, der er død en tidlig død af kræft.

Fortælleren arbejder på et filmmanuskript "La fabrique intérieure", der handler om, hvordan vi gemmer på minder om de afdøde. Fabrikken er et sted, hvor vi mindes og får afdøde til at genopstå i mindet. Men fabrikken er også udgangspunktet for hans film, som bekræfter livet. For at modvirke den følelse af, at livet er bare noget der passerer uden at bevare noget af os.

Vi skal som Toraja-folket leve med døden, men ikke som endegyldigt mål. Hvordan når vi den højeste grad af liv? Er der tilstande, hvor vi er mere eller mindre levende? Det er store spørgsmål, som bogen stiller. Der er også sindstilstande og følelser, der kan løfte os ud af dødens greb. Der er venskab, og der er kærlighed, som romanen giver eksempler på. Der er kunst og kunstnere, der er med til at forme os indirekte. Fortælleren opdager også væsentlige forskelle i brugen af filmmediet og det skrevne ord. Det sidstnævnte rummer større dybder.

Træ-metaforen går bl.a. også på os mennesker, vi er alle et træ, der optager livet og døden i os. De afdøde forbliver levende i os, opdager fortælleren, og det giver ham sammen med hans nye kærlighedshistorie modet på livet igen. Savnet af vennen er på en måde blevet optaget i ham.

Skrevet på en intens og følelsesfuld måde, hvor vi følger den 50-årige på et tidspunkt, hvor ungdommen er slut, men skal man give op af den grund?

Bogen er skrevet i 23 kapitler, ofte i korte sætninger og ret nøgternt, med få personer, men med så mange vægtige spørgsmål til vores liv, som kommer til at tage første række. Bogen er i øvrigt glimrende oversat af Ulla Gjedde.

Stor litteratur og kilde til overvejelser, en bog jeg hurtigt skal læse igen, for den er dyb og indtrængende på en måde, man ikke kan afvise eller glemme.

Jens Peder Weibrecht
Hals, 25. august 2017
Retourner au contenu | Retourner au menu