Eduard Louis: Voldens historie - Fransklisten

En ny roman af Édouard Louis, der blev berømt for sin første roman Færdig med Eddy Bellegueule. Hans oprindelige efternavn var fatisk Bellegueule, og romanen bygger på meget selvbiografisk stof fra en ikke særlig lykkelig barndom i det nordlige Frankrig. Som titlen antyder frigør han sig fra den og skifter navn.

Det er igen selvbiografisk materiale, der præger den nye roman, men emnet er også alvorligt nok. Édouard Louis bor nu i Paris og har fået nogle gode venner, som han er sammen med juleaften. Han tager hjem lidt sent, og på Place de la République bliver han kontaktet af en ung mørk mand, en kabyler ved navn Reda. De følges ad til Édouards lejlighed, hvor Reda kommer med op, for Édouard har mærket det begær, der har ramt ham, så selv om hans forstand siger nej, tager han alligevel Reda med op.

I starten går det fint, og de har flere seksuelle oplevelser, men da Reda skal til at gå, opdager Édouard, at Reda har stoppet hans Ipad i lommen, og han har sikkert også taget flere andre ting. Selv om Édouard ikke beskylder ham direkte, bliver Reda meget ophidset. Det udvikler sig til, at Reda er ved at kvæle ham med et tørklæde. Reda trækker også en pistol frem på et tidspunkt.

Det er denne vold og hele eftersagen, som bogen behandler, men også med flashbacks til hans barn- og ungdom og til de ting, som Reda har fortalt om sin far. Édouard fortæller sine venner om det, og de får ham til at anmelde det. Vi følger de forskellige etaper her. De eneste, der ikke får besked, er familien, og først et år efter fortæller Édouard om det til sin søster Clara.

Bogen er mest fortalt gennem Claras beretning til sin mand om Édouards oplevelser, men der er også et lag med fortællerens kommentarer til forløbet og kommentarer til Claras måde at fortælle om det. Édouard er nemlig på et værelse, hvorfra han kan høre søsterens beretning. Visse passager omtaler Édouard også sig selv som "han", da han oplever en form for personspaltning. Det er en meget udtænkt berettermodel, men den karakteriser udmærket både forfatteren og romanens hovedperson. Ved at have gentaget sin historie så mange gange er det efterhånden svært for Édouard at afgøre, hvad der er sandt.

 

Bogen er en beskrivelse og refleksion omkring vold, både den fysiske og psykiske, og konsekvenserne hos den persom som det går ud over. Men også vold i familien og i det sociale liv. Édouard har somme tider svært ved at se Reda udelukkende som kriminel og voldsmand, for han bærer rundt på dybe sår fra sin barndom, som han ikke helt behersker. Édouard kan på en måde se sig selv i ham på mange måder. Volden er et udslag af opvæksten.

Romanen er bedst i de konkrete forløb og især gennem søsteren Claras fortælling. Her er det den ikke akademiske fortælling af en søster, der ikke har forladt miljøet fra èdouards barndom.

Det kan undertiden være lidt tungt at komme igennem historien, når de forskellige fortællerstemmer kører for meget sammen. Édouard Louis vil lidt for meget på samme tid, men der er dog et vist greb i læseren i den trinvise afdækning af, hvad der egentlig skete.

 

 

Jens Peder Weibrecht

Callas, 4. marts 2017