Henry James: En lille tur i Frankrig/Edith Wharton: Gennem Frankrig i automobil
Bøger > Boganmeldelser
Oversat fra engelsk af Ove Gregers Petersen
448 sider
format 10,5 x 15,5 cm
Udgivelsesdato 30.04.2021
Pris: 200,-
Forlaget Bobo
Den Franske bogcafes forlag
Fiolstræde 16
1171 København K
23 98 42 86 (Casper) og 28 25 10 86 (Sara)
denfranskebogcafesforlag@gmail,com
En dejlig lille rejsebog fra Forlaget Bobo, der har valgt at sammenstille to skildringer af ture i Frankrig. Henry James' bog stammer fra 1882, og rejsen foregik med tog og forskellige hestevogne, mens Edith Whartons bog er fra 1908, og hendes tur foregår i automobil, som man kaldte det dengang. Selv om der er sket meget i Frankrig siden da, kan det faktisk være meget sjovt og klogt at læse om den tids rejseformer og at se Frankrig med ikke franske øjne, samtidig kan man hurtigt se, at de besøger kirke og slotte i mange varianter, og de har jo trods alt endnu flere år på bagen og de fleste findes der stort set faktisk endnu.
Bogen indledes med et forord af Julian Barnes, men spring det over og vent med at læse det, til I har læst de to rejsebeskrivelser, så I har dannet jer jeres eget indtryk, inden I læser Julian Barnes sammenligninger og synteser.
Henry James' tur starter så at sige i Tours, som han anser for et centralt sted i Loire til at besøge egnens slotte og kirker. Det bliver også starten på en vældig rundtur i Frankrig, hvor han når helt ned til Pyrenæerne, videre til Provence og hjem til Paris via Rhône-dalen, Beaune og Dijon. Turen tager ham vel et par måneder i perioden september-oktober.
Det er en fortryllende række besøg i slotte, kirker og katedraler, der alle omtales grundigt og med en kenders blik. Han er ikke bange for at sige sin mening og fremhæve sine favoritter. Han har jo nogle planer for sine besøg og noterer senere, hvad der har skuffet ham eller åbnet nye syn for ham.Til hans beretning føjes en stor viden om historien og litteraturen, så alene af den grund skal han læses. Noget af det som jeg synes bedste om er, når han fortæller om nogle af de almindelige personer, som han iagttager og møder på turen. Det er herligt at læse hans beretninger om livet på kroer, caféer og resturanter. For det meste betegner han folk som venlige og imødekommende, fulde af liv og tilfredse med deres tilværelse. Undertiden fæstner han sig mere ved skidt og snavs, dårlig mad og umulige senge, men det samlede indtryk er positivt.
Han er også meget opmærksom på kvinderne: " la cuisine ikke blot fremragende, men serveringen elegant. Vi blev vartet op af mademoiselle og hendes maman.", "Portnersken der viste mig ind i bygningen var en lille charmerende gammel kvinde, med det venligste, sødeste og meget bedrøvede ansigt - et lille hvidt ældre ansigt med mørke smukke øjne - og de mest hensynsfulde manerer." Han konkluderer også omkring kvindens rolle: "Faktisk er der ikke nogle brancher med menneskelig aktivitet hvor man ikke kan risikere at finde en kvindelig ansat. Kvinder er ikke præster; men præster er mere eller mindre kvinder. De findes ikke i hæren, skal det siges; men så er de den sande hær. De er formidable. I Frankrig regner man med kvinderne."
Der kunne skrives meget mere om dette prægtige værk, men lad os også se lidt på Edith Whartons bog. Hun er ca 20 år yngre end Henry James, og det præger også hendes måde at være, skrive og tænke på. Hun er af en rig familie og har råd til at tage rundt på ture i bil som i denne bog om Frankrig. Hun priser den uafhængighed som bilen giver én, man er fri for at følge skinnerne, men kan vælge den vej, man vil. Vi får beskrivelsen af tre ture: 1) Amiens - Rouen- Loire - Auvergne 2) Poitiers - Pyrenæerne - Provence - Rhône 3)Tur mod nordørst, men så har man da også set en god del af Frankrig.
Edith Wharton er ikke altid så detaljeret i sine beskrivelse men lægger vægt på, at det på den ene side er det tekniske og arkiteknoniske, men på den anden side ens følelser og fornemmelser ved at stå foran et kunstværk/en bygning. Hun er vant til de eksklusive hoteller og restauranter, så hun nægter f.eks. at flytte ind på et hotel i Arras efter at have set værelset. Hun ser meget efter snavs og ser mange steder som beskidte. Det er bestemt ikke alle byer han skriver pænt om: "en skuffelse, da vi nåede frem til dens forstad, for at opdage hvordan Châteauroux - bortset fra dens fine gamle slot ved Indre - fuldstændig ligner alle andre småkedelige franske byer, og så provokerende uvidende om at være en af de vigtigste litterære byer." De er nemlig på vej til George Sands slot i Nohant, der jo ofte modtog berømte gæster. Hun siger dog også, at Frankrig er fuld af uoverskuelige rigdomme, som findes hvor man mindst venter det.
Beskrivelserne hos Edith Wharton er somme tider meget voldsomme: "men i Chartres flyder disse skælvende bølger af overjordisk rødt og blåt sammen og gentager sig i flodens lys, kilden til den store vestvendte roset, ned langs med den uendelige midtergang og højtsiddende vinduer, indtil de endelig bliver samlet op i den mystiske midte af apsis." Hun har som Henry James en bred viden om historie, kunst og litteratur som hun øser af i sine omtaler.
På en eller anden måde kan jeg bedste lide det tempo, der er i Henry James bog, for Edith Wharton er jo i bil, og der kan man hurtigt nå langt på kort tid, men kører så også ofte forbi uden at standse og se. Hun nævner det dog som en mulighed, der skal udnyttes. Hun klager også over trafikken i Paris, det går for langsomt med alle de biler. Ak, ja, hvis hun fik en tur på periferikken i dag, så ville hun nok få et chok.
Alt i alt må man sige, at det er en god og spændende sammenstilling af to forfatteres rejsebøger, som man roligt kan læse før besøg i de steder der omtales. Der er gode ideer, en grundig viden og en fortælling om Frankrig der ikke er skudt helt forbi.
Jens Peder Weibrecht
4. maj 2021, Hals