Abdellah Taïa: Et sted at dø - Fransklisten

Han forlader den meget selvbiografiske indgangsvinkel, men bygger stadigvæk på en række episoder som har præget hans opvækst. Hans temaer går også igen, men på en endnu mere skarp og overbevisende facon. Det drejer sig om eksil og rodløshed, tabuer omkring homoseksualitet og skuffelsen og desillusionen over de rige landes, specielt Frankrigs udnyttelse og derfor afvisning af folk fra de tidligere kolonier. Mange ældre sidder trøstesløse, marginaliserede, fattige og uden penge i Paris, og det eneste, de har fået ud af det, er et andet sted at dø!

Exilet og den truende skæbne præsenteres vi allerede for i starten af bogen gennem skildringen af Zafiras far, der bliver syg og som exileres til husets første sal, der endnu ikke er færdigbygget, for han kan muligvis være til fare for børnene og smitte dem. Zahira kan høre, hvordan han går hvileløs rundt deroppe, men hun kan intet gøre og bærer til stadighed en dårlig samvittighed over det. Hun drømmer stadigvæk om Allals vældige kønsorgan, og vi får her en nøgle til bogen: exil, død og seksualitet.

Vi følger de fem personer i bogens tre dele: første del i Paris, juni 2010, anden del Paris, august 2010 og endelig tredje del Indokina, Saigon juni 1954, hvor tredjedelen er helliget Zineb, der drømmer om at blive skuespiller under navnet Zahira. En smuk og flot konstruktion af fortællingen, der også krydres med små eventyragtige historier à la 1001 nat.

De enkelte kapitler har forskellige talerør: Zahira, Aziz, Aziz/Zannouba (kvindenavn han får efter operationen) og Zineb. Det giver et fantastisk billede af forskellige skæbner og en belysning af bogens temaer. Der er et meget stærkt kapitel, hvor Aziz diskuterer med Zannouba: Var det rigtigt eller forkert, at han fik et kønsskifte? Et brev fra den iranske Mojtabas til sin mor fortæller uendeligt meget om flygtninges vilkår og situation: "Jeg har det som om jeg svæver i en tomhed. Alt er tomt. Selv Paris er tomt. Jeg blev kastet ud i stor højde. Et år er gået, og jeg falder stadig."

Alle disse forskellige stemmer iblandet den nordafrikanske kultur med deres madlavning, djinn'erne og diverse troldmænd giver et ekstra lag i bogen, der på Abdellah Taïs sædvanlige vis fortælles i ofte korte og abrupte sætning, et ordforråd der kan virke stødende og voldsomt i en rytme der undertiden slår over i det poetiske. Et enkelt digt fra en indisk film, som Zineb synger, er desværre ikke oversat.

En flok mennesker, hvis håb i nogle tilfælde er brudt, mens andre stadig lever med det, giver bogen en vis nostalgi og ømhed i en verden, der ellers er benhård og uden nåde. Taïa har med denne bog nået nye højder, der nok skyldes, at han er trådt et skridt tilbage og har fået held til at give os et bredere billede af en række af de temaer, som han er optaget af.

Absolut anbefalelsesværdig!

God og kontant oversættelse af Simon Hartling, et spændende billede på forsiden, som nok kan fortolkes ind i bogen, og endelig endnu et prisværdigt initiativ fra forlaget.

Jens Peder Weibrecht

Hals, 14. august 2016