Anne Sinclair: Notabiliteternes Razzia
Bøger > Boganmeldelser
Oversat fra fransk af Peer Bundgaard
144 sider
Udgivelsesdato 28.05.2021
Pris: 199,95 kr
Forlaget Bobo
Den Franske bogcafes forlag
Fiolstræde 16
1171 København K
Sara Kowalczyk Black og Caper Black
Mobil 23 98 42 86
Hvorfor har vi en evne til at skyde ubehageligheder i baggrunden eller helt glemme dem? Hvorfor får vi ikke stillet spørgsmål i tide? Journalisten og forfatteren Anne Sinclair beretter om, hvad der skete for hendes farfar Léonce Schwarz under krigen. Hun har altid haft i baghovedet, at hun skulle have spurgt mere ind til det, men det blev ikke til noget. Hun må derfor ty til andre kilder for at genskabe et billede af en uhyrlighed, som ramte hendes farfar, for det må ikke blive glemt. Hendes børn skal vide det, som hun som barn aldrig blev fortalt.
Det er blevet til en bog om en anden slags razzia (rafle) end dem vi er vant til at høre, hvor jøderne bliver overført til Drancy.
Hendes farfar Léonce Schwartz blev arresteret ved daggry den 12. december 1941, ligesom 743 andre franske jøder, der blev arresteret den dag, - læger, advokater, soldater - og ført til Royallieu-lejren ved Compiègne, som de indsatte kaldte for "lejren med langsom død". Det var jødiske notabiliteter, kendte og indflydelsesrige personer, som man indespærrede sammen med ca 250 andre udenlandske jøder. De sociale skel blev dog hurtigt glemt efter nogle dage i lejren.
For at fortælle denne smertefulde historie har journalisten nogle få elementer indsamlet på familieniveau, "en familielegende, en utrolig flugt", så hun søger mere direkte vidner.
Det bliver en lang søgen for at belyse tragedien, hun undersøger og konsulterer arkiverne, monografier, der er meget gribende vidnesbyrd fra andre internerede. Serge Klarsfeld er hende til stor hjælp. Det er ret rystende læsning om de afskyelige forhold under fangeopholdet: kulde, sult, overbelægning, men også om solidariteten mellem fangerne.
"Selv de mest robuste og de yngste var brudt fysisk sammen. Den fortærende sult gjorde dem svimle, apatiske, forårsagede et kropsligt forfald, der"gradvis reducerer mennesker til dyr," skriver Roger Grompel, der klarsynet tilføjer, at det var "en ubønhørlig bevægelse mod døden ifølge en metode, hvis mål var at ydmyge, fornedre, fordumme, udmatte, indtil der ikke var det mindste spor af menneskelig personlighed tilbage".
Léonce bliver alvorligt syg og bliver overført til Val-de-Grâce-hospitalet i februar 1942. Her kommer han ud under gådefulde forhold, og dermed undslipper han overførslen til Auschwitz-lejren den 27. marts 1942. Anne Sinclair finder aldrig ud af, hvor bedsteforældrene har skjult sig under krigen, men han dør kort efter krigen af de mén som han havde pådraget sig.
Det er en grusom beretning om psykopatiske og sadistiske bødler, udslettelsen af ethvert selvværd hos fangerne og en langsom udsultning og nedbrydning. En kort, men stærk beretning om en lejr, som ikke omtales så ofte.
Anne Sinclair har på bedste vis gravet kilderne frem og får dermed mulighed for at skildre Léonce Schwartz' skæbne og samtidig med en sikker og præcis hånd fastholdt uhyrlighederne i en sådan grad, at de ikke bliver glemt.
En bog der skal læses!