Hubert Mingarelli: Fire Soldater - Fransklisten

Hubert Mingarelli : Fire soldater
Forlaget Etcetera
Oversat af Anne Marie Têtevide
Udkom 24. september 2013


Dejligt med en ny bog fra det lovende forlag Etcetera, der satser på oversættelser af nyere fransk litteratur. Hvor deres første udgivelse Carrara af Célia Houdart var en roman af en ny og ukendt forfatter, så satser man med denne nye bog på en mere kendt forfatter (i Frankrig), der for ”Fire Soldater” fik den prestigefyldte og fornemme Prix Médicis i 2003.

Bogen består af 50 små kapitler og er skrevet i et meget nøgternt og enkelt sprog. Der bliver egentlig ikke skrevet så meget direkte om krig, død og rædslen for hvad der skal ske, hvilket man egentlig skulle forvente, når man kort i starten får præsenteret tid og sted.

Vi er i Galicien i 1919 og følger en afdeling af Den Røde Hær, der er på flugt fra den rumænske hær. Bogens fortæller Bénia, der før arbejdede i et savskæreri, karakteriserer sig selv  ”Jeg var alene i verden, og om aftenen spiste jeg, mens jeg så på floden.” Under troppernes flugt kommer han i kontakt med tre andre soldater: Pavel, Kyabine og Sifra, og de fire danner deres egen lille gruppe, som vi følger gennem bogen. Pavel er den frække og opfindsomme, der er gruppens leder, men han har også sine stunder med gråd og angst som Benia er den eneste der ved noget om. Kyabine er den store, stærke, godmodige og lidt naive type, som de andre gør lidt nar ad, men ikke mere end han selv ler af det. Sifra siger ikke meget, men følger opmærksomt de andre. Der er ingen der kan skille et gevær ad og samle det igen med bind for øjnene så hurtigt som ham. Vi følger dem kort i den hårde vinter, hvor de får bygget en hytte i skovene og begynder at leve et fælles liv. Da foråret kommer, rykker soldaterne ud i det åbne land og laver en form for teltlejr. Der bliver ikke talt meget om det, men en genoptagelse af krigen truer i horisonten.

De fire soldater holder sammen i de daglige vaner, der undertiden har oplevelser af luksus: de drikker te, ryger cigaretter. De har også et ur, de har taget fra en falden soldat. De har det på skift og kysser billedet af en ukendt skønhed som er i uret. Hun vil bringe dem lykke, tror de. Det er egentlig en lykkelig tid, før de ved at det bryder løs, og de opfører sig nærmest som en flok spejderdrenge, der leger. På et tidspunkt får de besked om, at de i deres gruppe skal optage en ny ung mand, der har meldt sig til hæren. I begyndelsen prøver de at undgå det, for de vil skærme om deres sammenhold, men ”knægten Evdokim” som de kalder ham, kommer hurtigt til at betyde meget for dem, for han kan skrive. Han fortæller, at han vil skrive om dem og deres liv og oplevelser og sidder med sin lille notesbog lidt tilbagetrukket fra de andre. Evdokim får stor betydning for de fire soldater. Det er som om deres liv får en mening i de rædsler og kaos de har oplevet; for deres små og store bedrifter bliver noteret ned og får karakter af et varigt minde.

De bedste stunder har de omkring et mosehul, som de holder hemmeligt for de andre soldater. De bader, vasker tæpper, spiller terninger, laver sjov. Mosehullet bliver en parentes med fred, en verden i sig selv, en venskabets hule, men en dag brydes det pludseligt op, da de finder en død hest ved vandhullet: ”Døde heste, dem havde vi allerede set i så stort antal, at de ville have kunnet dække hele markens areal .. Og dog gjorde denne her større indtryk end en mark fuld af døde heste.. og det fór gennem hovedet på mig, meget hurtigt, at der pludselig ikke eksisterede andet end en død hest under himlen, og så os fire.” Er det et tegn på hvad der venter, for teltlejren tages ned og soldaterne marcherer videre? Slutningen skal jeg ikke røbe.

Bogen handler om venskab i krigens vanvid, om frygten for døden og mareridt fra krigstiden der rider dem alle. De fire soldater har svært ved at talesætte deres følelser for hinanden, for hvordan skal man egentlig trøste en person der er utrøstelig. Men de kan give en cigaret, låne uret ud eller på andre konkrete måder udtrykke sig. Benia føler sig ikke mere alene.

Det er en meget velskrevet og veloversat bog, som det er meget vanskeligt at lægge fra sig, når man først er startet på den. De fem personers daglige beskæftigelser rummer varme og humor, men under det hele lurer krigens meningsløshed og hvad skal man egentlig stille op mod den? Et emne der stadig er ubehageligt aktuelt.

Læs mere om forlaget her.

Jens Peder Weibrecht
Callas, september 2013