Alphone Daudet: I smertens rige
Bøger > Boganmeldelser
Bogens kan købes som trykt bog (149,95 kr) eller e-bog (119 kr)
Læs nærmere her:
Alphonse Daudet er nok mest kendt for sine Lettres de mon moulin med dejlige fortællinger fra Provence og den humoristiske roman om Tartarin de Tarascon, men denne lille bog, der endelig udgives i dansk oversættelse er en meget mere alvorlig historie. Det er ikke en gennemarbejdet roman eller selvbiografi men en række notater, som Alphonse Daudet foretog under sin sygdom.
Alphonse Daudet fik syfilis som meget ung, i en alder atten-tyve år. Denne sygdom, der på det tidspunkt var uhelbredelig, ramte alle sociale lag og især unge borgerlige der indgik i utallige forskellige kærlighedsforhold og omgang med prostituerede: Baudelaire, Flaubert, Maupassant, Jules de Goncourt, alle blev ramt. Som 45-årig begyndte Daudet at få alvorlige symptomer på sin syfilis, der kom til udtryk som tabes dorsalis, rygmarvstæring, der resulterer i gangbesvær, koordinationsproblemer og voldsomt stærke smerter.
Daudets optegnelser, som han gav titlen La Doulou (provencalsk for La Douleur, Smerten), blev først udgivet i 1930 (Daudet var død i 1897) - og her tager forfatteren os med på patientens nådesløse rejse, mens han beskriver omfanget af symptomforværringen. Smerten er ulidelig; nogle gange forekommer nogle få øjeblikke af lettelse; så genoptages torturen. Han havde til hensigt at bearbejde notaterne til en bog om smerte, men projektet blev aldrig realiseret.
"… siden den dag, da Smerten kom ind i mit liv " Daudets erkendelse af den nye fase i hans liv, og han erkender også, at det ikke er muligt for ham at skrive sig ud af det: "Hvor jeg dog led i går aftes – i den ene hæl og i siderne! Hvilken tortur … der er ikke ord for det, kun skrig kan udtrykke det.
Hvad kan de i øvrigt bruges til, ordene, når det kommer til at udtrykke, hvordan smerte (eller lidenskab) virkelig føles? De kommer først, når det er forbi, stilnet af. De taler kun om det erindrede, afmægtigt eller bedragerisk."
I en næsten 10 år lang periode skriver hans sine undertiden meget korte notitser, ofte efter at have lidt under de uhyre smerter. Han fortæller om en række mere eller mindre bizarre behandlingsformer, som han accepterer i et troskyldig håb om, at det vil virke. Det eneste der kan lette ham lidt er et stort forbrug af morfin og sovemedicin. Smerten forsvinder dog aldrig: "I mit elendige udhulede kadaver, som svækkelsen har tømt, genlyder smerten som en stemme i et lokale uden møbler og gardiner. Der er dage, lange dage, hvor smerten er det eneste levende i mig." og endnu skarpere: "Rædsel. Hjertet sammensnøret. Tilknytningen til livet er blevet så vanskelig, siden jeg blev isoleret i smerten."
Han kæmper alligevel imod og hans galgenhumor slår også igennem, når han skildrer de kursteder, hvor borgerskabets syfilitikere mødes.
De syge udveksler gode råd:
– De skal gøre sådan her!
– Har det hjulpet Dem?
– Nej.
– Har De fået det bedre?
– Nej.
– Men hvorfor giver De mig så det råd?
Vanvid.
Den korte form de fleste notater har, og deres ikke umiddelbare sammenhæng bliver til en skildring af smertens rige. Daudet bliver en spaltet personlighed, en homo duplex som han selv siger, der med den ene del bliver opslugt af smerten, men hans anden del af ham er en kølig iagttager af sig selv og sin omverdenen, der får det noteret ned i det omfang, som han kan på trods af kroppens nedbrydning.
I eftertiden er det kommet til at stå som et af hans stærkeste og mest læste skrifter, så der er al mulig grund til at takke for denne udgivelse, der nærmest er tidsløs og evig aktuel. Jens Eichler Lorenzen har ikke blot leveret en strålende oversættelse af Daudets tekst, men forkælet læseren med et fyldigt og akademisk forord, der placerer teksten, forfatteren og datidens samfund i solide rammer. En fornøjelse at læse. Teksten er i øvrigt præsenteret med en særdeles læsevenlig opsætning med et væld af noter til områder, personer og andet der kræver specialviden.
Bogen kan med stor energi anbefales at anskaffe.
Jens Peder Weibrecht
Hals, 4. december 2022